Er skizofrene farlige?
At man er farlig som skizofren, er en af de fordomme, jeg oftest støder på i befolkningen.
Landets aviser og Hollywoods gyserfilm spiller desværre en stor rolle for, at tre ud af fire danskere tror, at skizofreni er lig med personlighedsspaltning. Samtidig tror næsten halvdelen af danskerne, at mennesker, der lider af skizofreni er farlige for deres omgivelser. Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for PsykiatriFonden i 2011. Og tingene har desværre ikke ændret sig drastisk.
Desværre er misforståelser og myter omkring skizofreni med til, at personer ramt af sygdommen ofte mister deres netværk og står alene med deres lidelse. Og det er ret så svært at ændre på folks fordomme, når medierne gentagene gange er med til at forstærke dem.
Faktum er, at skizofrene er ligeså indbyrdes forskellige som alle andre. De har ressourcer, drømme og lever normale liv. Sandsynligheden for at du kender flere personer som lider af skizofreni – helt uden at vide det, er ualmindelig stor. For i Danmark rammes 1 ud af 100 af lidelsen.
Omkring 20% af folk der lider af skizofreni, har ikke fået den rette behandling i tide og døjer måske oven i med misbrugsproblemer. De fylder meget i avisernes overskrifter, fordi de pga. indtagelse af stoffer kan blive aggressive og udadreagerende. Hvis en sådan person begår en kriminel handling, vil medierne oftest helt ignorere, at der var stoffer indblandet, og i stedet skrive noget a la; “Skizofren amok i storcenter” hvilket kun forstærker fordommene om, at de her skizofrene nok er nogle farlige personer. Hvis en Cancer-patient f.eks. gik amok, hører man næppe at personen var ramt af cancer i overskriften – på den måde fastholder medierne folk i at have en forestilling om, at det er pga. skizofrenien disse personer begår de voldelige handlinger.
Samtidig er det et stort problem, at der bliver færre og færre sengepladser i behandlingspsykiatrien, samtidig med at der skæres i pladser i boformer og opgangsfællesskaber og i bostøtte og dagtilbud. Dette rammer den allermest syge gruppe af de skizofrene, der – uden støtte til at forsætte deres behandling og i ensomhed og isolation – ender på gaden eller som svingdørspatienter – og bliver meget synlige for omverden.
Skizofrene har ikke flere personligheder (læs mere om det her) og de kan behandles, ligesom man kan med de fleste andre sygdomme. Hver femte kommer sig helt fra sygdommen og lever et helt normalt liv uden symptomer.
Og generelt er skizofrene ikke mere voldelige eller farlige end alle andre – faktisk er det min oplevelse, at flertallet af de mange hundrede skizofrene, jeg personligt har mødt gennem mit liv, har været en tand mere empatiske end så mange andre uden diagnose. Min teori er, at et liv med mange psykiske nedture har været med til at give dem en indsigt i sig selv og derved også andre mennesker og gjort dem rummelige, tolerante og reflekterende.
Kilder:
http://www.psykisksaarbar.dk/code/pages/news/altnewspage643.aspx
http://www.netdoktor.dk/skizofreni/unge_med_skizofreni.htm
http://skizofre9til5.dk/top-header/myter-fakta.aspx