Har unge med skizofreni brug for antipsykotisk medicin?

Ja, det er der nok ingen tvivl om, hvis man selv har været der. Men virker medicinen som patienten forventer det skal? eller kunne mindre medicin kombineret med terapi eller måske et længere terapeutisk forløb, ofte virke lige så godt?

Afskaf skizofreni-diagnosen

Måske er der kun lidt forskel på, hvordan patienten klarer sig med medicin kontra terapi, der er i hvert fald nogle forskere som har lavet et ret interessant studie, og da jeg hørte om det, var min første tanke; at nu må man godt snart gøre alvor af at afskaffe den diagnose, den stigmatiserer mere end den gavner.

Ved man i virkeligheden om skizofreni “findes” eller “ikke findes”, for den er jo i bund og grund, baseret på tidlige erfaringer/leveregler og en række symptomer på mange andre bagvedliggende lidelser og problematikker samt symptomer på bl.a. mistrivsel, så ofte kunne det faktisk lige så godt være et udtryk for en svær PTSD eller blot frustration over ikke at kunne være den man er og ikke længere at kunne præstere det man gerne vil.

Behandleren ser hvad han vil se

Min egen uforbeholden teori er, at årsagen til symptomer man ikke kan behandle, i virkeligheden er fordi patientens leveregler, erfaringer, dele af personligheden, fortællinger om opvækst osv. Tolkes som værende f.eks. en paranoid tankegang, selvom enhver anden udenfor psykiatrisk regi, ikke ville opfattes som syg i en lign. Kontekst.

Følgende er eksempler på misforståelser, jeg selv er stødt på i psykiatrien.

1. En patient udviser forståelse for, at nogle personer har ondt i sinde eller er nemme at friste, og tænker derfor, at det er fornuftigt ikke at friste nogen, så patienten låser sin dør når han ikke er til stede.
   
   
2. Patienten gemmer sin pung væk når der er besøg, i stedet for den ligger fremme.
   
   
3. Patienten bemærker en suspekt person i gadebilledet som har en konfliktsøgende adfærd og vælger at gå et stykke uden om vedkommende for at undgå kontakt.
   

Andre eksempler kan være “symptomer” hvor det måske slet ikke er et symptom, men i stedet behandlerens opfattelse og tolkning af hvad patienten fortæller som f.eks.

1. en “følelse” af, at “andre kan læse ens tanker” hvilket jo næppe er det samme som at patienten “tror” det er sådan.
   
   
2. At være empatisk og indlevende, som jo næppe er det samme som at pådrage/påføre sig andres smerter.
   
   
3. At være forudsigende og intuitiv, baseret på tidligere erfaringer, der vel næppe er det samme som at “tro man ser ind i fremtiden”.
   
   
4. En beskrivelse af at “tale med sig selv inde i hovedet” der vel næppe er det samme, som at tale med uvirkelige stemmer.
   
   
5. At føle sig overvåget, hvilket jo ikke behøver være det samme som at patienten mener/tror han overvåges.
   
   
6. Eller klassikeren “når somatiske sygdomme gøre til sygdomsangst eller hypokondri“. Frygter en psykiatrisk patient der er under udredning for skizofreni, at tilbagevendende smerter f.eks. i maveregionen kan være noget alvorligt, tolkes det sandsynligt som “at patienten har vrangforestillinger, sygdomsangst eller katastrofetanker“, mens man hos andre ville kigge på problematikken og eventuelle symptomer med henblik på udredning og sandsynligvis opfatte det som en velbegrundet bekymring for sit eget helbred.
   

Rosentahl-effekten?

Så måske en del af forklaringen på symptomer man ikke kan lindre/helbrede, i virkeligheden er en kæmpe misforstået opfattelse af en potentielt helt normal adfærd og en sandsynlig misforstået tolkning af måden patienten udtrykker sig på verbalt og-/eller via kropssprog, Hvilket resulterer i, at behandleren så finder/ser præcist hvad han kigger efter i mødet med patienten (rosentahl-effekten).

Problemet forstærkes endvidere af, at “lægen jo nok ved bedst” så man risikerer, at patienter som forsøger at tage ansvar fordi de rent faktisk har sygdomserkendelse, ender op med at tro han hører stemmer, selvom der blot er tale om egne uskyldige tanker, hvor der “tales til ham selv” inde i hovedet. Jeg Kan forestille mig, at et sådan problem vil væres størst hos de patienter der er meget autoritetstro under indlæggelsen eller ved mødet med behandleren (måske det første af sin slags i psykiatrisk regi), og så er min tanke, at patienten fremover risikerer at have en helt forkert og misforstået opfattelse af det der opleves i forbindelse med sygdomsforløbet (kender jeg bl.a. fra mig selv) at man til sidst bliver i tvivl om, hvad der er reelt sygdom og symptomer på en decideret psykiatrisk lidelse og hvad der nu blot “tolkes som sygdom” selvom det er helt normal adfærd, tanker eller oplevelser.

Patienten kan også ender ud med “altid” at have “ja hatten på” og miste evnen til at sige fra, fordi han bliver i tvivl om det er en tendens til isolationssøgende adfærd, så han i stedet for at trække sig mhp. at pleje sig selv og lade op, forbliver social som så igen bliver en selvopfyldende profeti, da det kan give manglende overskud og derved manglende initiativ (et af de klassiske symptomer, der ikke kan behandles).

Patienten kan også få en opfattelse af, at han jo nok bare er paranoid og kun “tror” nogen taler ned til ham, “Tror” nogen er efter ham, “Tror” nogen misforstår hvad han siger, “Tror” nogen siger fra og ikke gider have ham med på slæb osv. hvilket i sidste ende gør ham usikker og nervøs eller måske ender med at presse på med kontakt til andre, selvom der bliver sat en tydelig grænse fra deres side.

Alt dette er jo blot et lille udpluk af, hvad jeg har oplevet i mit eget sygdomsforløb, men også blandt mange andre omkring mig, og med alle de misforståelser jeg selv har oplevet i baghovedet, er det for mig i dag, ret logisk, at hverken medicin eller terapi kan “fixe” mange af de omstændigheder og problemstillinger, man som patient “tror” skyldes sygdom.

Hvad er sygdom og hvad handler om andre ting?

Jeg har også selv haft en oplevelse af, at hverken medicin eller terapi virkede på de værste af de hersens “skizofreni symptomer“, og der gik 15+ år, før jeg begyndte at forstå og bedre kunne skelne mellem hvad der egentligt bare er mig og mine særheder og hvad der er sygdom der påvirker mig og mine særheder. Og først der, har jeg fået en forståelse for hvad jeg skal lære at leve med. Da en hel del af de “oplevede symptomer“, jo i virkeligheden “bare” har været en normal del af det at være menneske på godt og ondt. F.eks. indebrændte følelser, ubearbejdet angst, stress, had, frustrationer, manglende kærlighed, sorg, ensomhed mv. er alt sammen noget som kommer til udtryk på forskellig vis og som let ender med at blive tolket som værende alt muligt spændende i psykiatrisk regi.

Men når det er sagt, så vil jeg lige understrege, at der så sandlig er symptomer medicinen virker særdeles godt på. Uanset om det skyldes den ene eller anden diagnose eller om man bare har svært ved at holde livet ud.

Så man skal nok ikke tro, at terapi kan erstatte medicin eller at man kan klare sig helt uden både medicin og terapi fra dag 1. Ting tager tid og at lære at leve med sig selv og sine særheder eller det liv man er født ind i, hvis det ikke lige startede som man ønskede, er noget der godt kan tage tid og give en del frustrationer undervejs. Men hvor der er vilje er der vej.

Livet er en on-going proces!

Husk også, at det aldrig er en skam eller et nederlag at starte op på medicin igen, såfremt man er trappet ud og har fået et tilbagefald af en slags eller at det er ok at søge hjælp og starte i terapi igen, hvis livet begynder at drille, det er kun tegn på du tager ansvar. Livet er en on-going proces og vi udvikler os konstant. Nogle gange er det 3 skridt frem og andre gange er det 2 skridt tilbage. Sådan er det for os alle, også for de “ikke-diagnosticerede” der så sandligt også havner i diverse kriser on/off.

Egentligt ville jeg bare nævne at det er spændende med denne slags studier/forskning og så endte jeg med en hel roman. Men her er artiklen.

Læs mere om studiet her:

Kilde: Unge skizofrene kan undvære medicin, viser studie – PsykiatriAvisen

Kilde (på engelsk): Schizophrenia Bulletin