Min partner er skizofren – vol. 2

At bo sammen med en partner med skizofreni – vol. 2

Jeg er glad for den positive modtagelse, min første artikel om mit forhold til Claus, der har en skizofrenidiagnose, fik. Jeg tænkte, det var tid til en lille up-date, fordi der er sket nye ting og sager – vi er flyttet sammen! Og Claus er færdig med sin udtrapning af antipsykotisk medicin og er nu helt medicinfri, hvis vi snakker om psykofarmaka.

Vi havde mange og lange overvejelser vedr. det at flytte samme, dels pga. økonomien, idet to førtidspensionister jo bliver trukket en del, når vi ikke længere er reelt enlige, og dels pga. bekymring for, om det ville være for tæt for Claus at have mig i huset 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Det stillede i hvert fald nogle krav til den evt. fælles bolig – krav der ikke lige er så indbyrdes forenelige; der skulle være meget plads, så Claus kan trække sig, og huslejen skulle ligge på et niveau, så vi ikke blev belastet af økonomiske bekymringer.

Vi var så ekstremt heldige, at vi fik tilbudt en ældre bolig i 2 plan med i alt 6 rum til en særdeles rimelig husleje – men den ligger så ude på landet i en anden kommune. Og dét var et spring for os begge to – Claus er opvokset i Aarhus, og jeg har boet i Aarhus 28 år. Vi har hele vores sociale netværk i byen, så det var en stor overvejelse at tage springet og ikke bare flytte sammen, men også flytte på landet.

Vi valgte at hoppe ud i det, og den 1/9 overtog vi vores nye, fælles hjem. På trods af forudsigeligt stress omkring flytning og det praktiske og administrative rod, sådan en uvægerligt medfører, har Claus faktisk rummet overgangen bedre end jeg, der har mange flytninger bag mig.

Egentlig skulle Claus være trappet helt ud af Abilify allerede i august, efter et års langsom udtrapning med 5 mg. ad gangen – men pga. flytningen valgte han, meget fornuftigt, at forblive på den mindste dosis, indtil belastningen var overstået, og det var blevet hverdag igen i vores nye hjem.

Medicinfri efter 20 år

Nu er Claus så helt medicinfri efter 20 år på psykofarmaka. Udtrapningen er gået uden problemer. I starten sad jeg nærmest og kiggede på Claus for at spotte tegn på begyndende psykose – lidt ligesom da min yngste søn og hans kammerater drak Absinth og sad og stirrede på hinanden i forventning om pludseligt opstående vanvid. Men der skete ingenting.

Min oplevelse af de ændringer, der er sket med Claus under udtrapningen er, at han har fået mere energi, og at den energi er mere stabil, end den var tidligere. Energien svinger ikke længere så meget mellem let mani og apati men er mere jævn. Samtidig er Claus blevet mere social. Han dyrker sin store interesse, graffiti, og har derigennem mødt nye venner og genoptaget kontakten med gamle. Claus virker som om, han lettere kan rumme ”small-talk” med relativt fremmede mennesker, noget han tidligere ikke var så vild med og helst trak sig fra. Også på det ”ægteskabelige” område kan den nye energi mærkes, hvilket jeg som Claus’ samlever jo ikke klager over. Samtidig har han også fået mere kontakt til sine følelser, både de positive og de negative, og dét på godt og ondt.

Min egen lille teori er, at Claus jo var en utroligt vred, ulykkelig og aggressiv ung mand, da han startede på medicin. Undervejs er den der store vrede svundet ind, sikkert godt hjulpet på vej af medicinen. Han gik fra den ene grøft til den anden og blev indadvendt og passiv – og havde måske endda svært ved at mærke og markere de grænser, som han bare var helt oppe på stikkerne med i de unge år. Problemet er jo lidt, at han aldrig har lært at føle vrede og håndtere den hensigtsmæssigt, fordi den blev dulmet af medicinen, så nu skal han til at lære, hvordan berettiget vrede egentlig føles, hvornår man skal agere på den og hvordan. Lige sådan med skuffelse og uretfærdighed – træls følelser, som han tidligere var vant til, kunne udløse psykose, men som han nu skal rumme og håndtere uden egentlig at have erfaringen til det. Jeg synes faktisk, han klarer det rigtig godt – jeg oplever i hvert fald ikke, at Claus fremstår mere vred eller irritabel, eller mere nærtagende, end tidligere partnere uden diagnoser.

Gamle minder fra en tid i psykose

I forbindelse med flytningen dukkede der en hel skattekiste op med gamle dagbogsnotater og kærestebreve – men også psykotiske skriblerier. Claus var begravet i breve og dagbogsnotater i flere dage, og det var store følelser og mange minder, der kom op til overfladen. Der blev sluttet fred med fortiden, sørget over dem, der ikke klarede det, og taget kontakt til nogle gamle venner og veninder. En stor del af fortiden, som eller var opslugt at sygdommen, så pludselig også meget normal ud (hvis man da kan kalde teenagere for normale). Også en ung fyr med skizofreni oplever den første, store kærlighed, kærestesorg, venskaber og fjendskaber, teenagedrama og drømme. Jeg så til, mens fortiden dukkede frem fra kassen og følelserne rullede hen over Claus – og han klarede sig igennem det, uden at få det skidt.

Siden her er jo Claus’, og mit indlæg kan jo kun handle om Claus, da jeg jo ikke har erfaring med at være i et parforhold med andre med samme diagnose som han. Alligevel tænker jeg, at nogle af mine tanker og oplevelser måske kan læses mere generelt.

Specielt i forhold til medicinudtrapning synes jeg, der mangler mod og vilje til at træde et skridt tilbage og give plads til, at også skizofrene oplever recovery – at systemets egen hjælp rent faktisk virker i form af gruppeforløb og individuel terapi, og at en person i øvrigt på egen hånd kan gennemgå en modning og en personlig udvikling uafhængig af evt. diagnose, der gør, at behovet for medicin mindskes eller bortfalder over f.eks. en periode på 10-20 år. Skizofrene er vel ikke anderledes end alle andre på det punkt, at det er alfa og omega for deres trivsel, hvordan resten af deres liv ser ud. Tager man stoffer, er kriminel og socialt isoleret, har man ikke et godt liv, og sygdommen vokser – er man clean, aktiv og social, får sygdommen trange kår. Og ja, sygdommen lever sit helt eget liv, som til dels er uafhængigt af, hvad personen selv gør og ikke gør i sit liv – men selv med det in mente, kan sygdommen jo gå i hel eller delvis remission af sig selv. Derfor giver det ikke mening at antage, at det kun er pga. medicin, at en person med en skizofrenidiagnose er stabil, hvis det er 20 år siden, diagnosen blev stillet.

Systemets opfattelse af Skizofreni

Jeg tror bestemt ikke, Claus’ i øvrigt utroligt søde sygeplejerske på Ambulant Psykose Enhed har ønsket at skade ham med sin bekymring om, at en udtrapning af medicin kunne ødelægge hans fremgang, medføre tilbagefald og efterlade ham dårligere fungerende end før. Jeg tror ganske simpelt, hun har gengivet ”systemets” opfattelse af skizofreni som en kronisk og statisk tilstand, og har ønsket det bedste for ham. Men så mødte vi en psykiater, der turde spørge ind til, under hvilke omstændigheder, Claus havde oplevet psykoser, og hvor lang tid, det lå tilbage – og som gik med på en kontrolleret udtrapningsplan, der skulle vare over et år. Den slags psykiatere er der ikke mange af, men mon ikke, der lige så stille begynder at sive en ny viden og opfattelse af skizofreni ned gennem systemet, så man også bliver klar over, at folk kan få et godt liv på trods af diagnosen, og at sygdommen ikke behøver være lige stærk livet igennem? Og mon ikke denne viden vil betyde et mindre stigmatiserende syn på skizofrene i samfundet generelt?

Hverken Claus eller jeg er anti-psykofarmaka – der er bare ingen grund til at tage det, hvis der ikke længere er et behov. Skulle behovet opstå igen, så er jeg sikker på, Claus igen vil tage medicin, for han ønsker jo ikke igen at have det som i de frygtelige år, da han var i 20’erne og meget syg. Og så er dét jo heller ikke jordens undergang; hans identitet ligger ikke i, om han er medicinfri eller ej, ligesom den heller ikke ligger i, om han er skizofren eller ej. Og min opfattelse af ham som mand og partner har det på samme måde.