Skizofreni og parforhold – at være kærester med en skizofren
”Mor, Claus er da den mest normale kæreste, du har haft” – sådan sagde min ældste søn, da jeg fortalte ham, at jeg var blevet kærester med min bedste mandlige ven gennem mere end 7 år. Tankevækkende kommentar, når man tænker på, at Claus faktisk har en af de mest alvorlige og stigmatiserende psykiatriske diagnoser, nemlig skizofreni.
Jeg lærte Claus at kende gennem psykiatripolitisk arbejde tilbage i 2007, og med det samme fik jeg et positivt indtryk af ham; han var en stilfærdig og blufærdig mand, der alligevel formåede at stable noget på benene, der har gjort en forskel for mange psykisk sårbare, nemlig www.sindnet.dk. Der kom til at gå 7 år, før der var amoriner i luften – men det gjorde jo så også, at jeg var 100 % klar over, at Claus er skizofren, oven i købet paranoid skizofren, at han har været psykotisk og rigtig syg i sine unge dage, at han havde været på børnehjem, været småkriminel og har haft et blandingsmisbrug. Samtidig var jeg også klar over, at alt det var historie, da jeg mødte ham til en demonstration i december 2007.
Diagnosen i sig selv virkede ikke afskrækkende på mig; jeg kender mange skizofrene, som jeg har haft et godt samarbejde og gode venskaber med, og som jeg har været tæt på, både mens de har haft gode perioder, hvor sygdommen var i ro, og mens de har været i sygdommens vold.
Jeg var fascineret af Claus personlige udviklingshistorie; hvordan han har været i stand til, på egen hånd, at komme ud af misbrug, og hvordan han tog afsæt i sin egen situation som ensom og skabte en kontaktside for psykisk syge. Før vi blev kærester, havde vi allerede et meget tæt samarbejde omkring psykiatripolitisk arbejde og fandt ud af, at vores kreativitet supplerer hinanden utrolig godt – vi plejer at sige, at Claus er hjernen, mens jeg er munden, og det er ikke helt løgn; Claus er idémand og udtænker nye koncepter til hjemmesider, som han selv programmerer fra bunden, og han har en enorm erfaring med at håndtere målgruppen, psykisk sårbare, igennem de svingninger, de ofte oplever. Han er dog indadvendt af natur og hader at stå frem til interviews, at holde oplæg etc. Jeg, derimod, elsker at optræde på slap line, så jeg har opgaven som ”mund”, dvs. formidler af vores fælles produkter. Det er utrolig værdifuldt som par, også at have et arbejdsfælleskab, der er så velfungerende – især når man som Claus og jeg pga. sygdom i de unge år er førtidspensionister og derfor ikke har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed det sociale, der ligger i at have kolleger og være en del af et team.
Nu skal det her indlæg jo ikke bare være en anprisning af den gode Claus men et indspark i forhold til, hvordan det kan opleves at være i et parforhold med en skizofren – vel vidende, at Claus er en blandt mange, og at ingen er ens på trods af samme diagnose.
Allerede før vi blev kærester, var jeg godt klar over, at Claus – ligesom jeg selv – har en lav stresstærskel, og at han reagerer tydeligt på stress. Jeg vidste også godt, at han har perioder med megen kreativ energi – og perioder, hvor det kniber med overskuddet til at få købt ind, lavet mad og gjort rent, uden at tingene ligefrem sander totalt til. Det er også et faktum, at Claus – for at kunne være social – har brug for rum og ro omkring sig; han kan ikke være ”på” 24 timer i døgnet men har brug for at kunne trække sig. Dette er ikke et fravalg af mig, men derimod et tilvalg af nødvendig alenetid. Og det skal man kunne forstå, hvis man ikke skal føle sig personligt afvist.
Ligesom det er min erfaring med min egen psykiatriske diagnose samt alle andre psykisk syge, jeg kender, afhænger ens livskvalitet direkte af ens erkendelse af egne begrænsninger, dvs. at man tilpasser sig de rammer, sygdommen giver en – ikke så forskelligt fra andre med kroniske sygdomme som f.eks. diabetes eller gigt. Samtidig betyder det også meget, at man ser sine muligheder – at man ikke lader sig begrænse unødigt af diagnosen eller identificerer sig 100 % med den. Dét er en balancegang, og det er en øvelse, der aldrig stopper, hvis man som psykisk syg ønsker sig et godt liv på egne præmisser. Og Claus mestrer den balancegang.
Nu får man jo ikke en af de mest alvorlige psykiatriske diagnoser for sjov, og selvfølgelig medfører Claus’ få symptomer da også nogle udfordringer i parforholdet – men det gør mine egne jo også, og mon ikke også De Normale oplever at skulle give hinanden plads og tælle til ti i deres parforhold? Forskellen er måske, at vi, som psykisk syge gennem 20 år, har lært at reflektere og tage ansvar for, hvad der ligger hos os selv, på en anden måde end De Normale. Det har vi været nødt til, for ellers havde vi ikke overlevet.
Fra min egen sygdom kender jeg alt til, at der ikke er kræfter til det hele – hvis man brænder igennem kreativt, kan det godt være, rengøringen halter. Hvis man har været meget social én dag, orker man måske ikke den næste osv. Derfor tænker jeg ikke, at det er en ulempe, at 2 psykisk sårbare finder sammen. Vi oplever i hvert fald, at den andens automatiske forståelse og rummelighed er en stor fordel i forholdet, og at vi kan sparre om både det svære og det gode. Fremfor at trække hinanden ned, får vi det bedste frem i hinanden og får flere ressourcer af hinandens selskab.
De mest fremtrædende symptomer, jeg oplever hos Claus, er faktisk ikke noget, jeg nødvendigvis forbinder med skizofreni. Jeg kan godt se, at det kan knibe med at sætte i værk, når han har sine energiforladte perioder, hvilket passer med de såkaldte negative symptomer ved skizofreni http://www.netpsykiater.dk/Htmsgd/skizofreni.htm.
Omvendt så synes jeg, svingningerne mellem meget energifylte perioder afløst af passive, energiforladte perioder ligner noget, jeg har set hos skizoaffektive, dvs. personer, der lider af mani og/eller depression, men som bliver psykotiske, hvis de bliver syge nok. Og hvordan tackler vi det så i praksis i parforholdet? Vi har en aftale om, at jeg siger til, hvis jeg synes, Claus er ved at blive lidt for vild, dvs. ikke rigtig sover om natten, sætter for mange projekter i gang på samme tid og føler sig rastløs. Når jeg siger det, så lytter Claus og overvejer, om jeg har ret, uden at blive sur. Det er ikke altid, han kan reagere på det, men så ved vi begge, at en energiforladt periode vil følge. Omvendt så støtter jeg Claus i at komme i gang med indkøb, oprydning og rengøring, når han har en sløv periode – og det hjælper rigtig meget, når man er to, der er i gang på samme tid.
Jeg oplever også, at Claus bliver let stresset og overstimuleret, og når han bliver det, så kan han godt få lidt bekymringsangst og tænker, at alt der kan gå galt, vil gå galt. I den situation er det vigtigt, at jeg som partner ikke kører med på bekymringerne men på den anden side heller ikke negligerer dem – hvem synes, det er fedt, når andre ikke lytter eller forstår ens bekymringer. Af og til skal jeg bare lytte – andre gange skal jeg gøre det, jeg er god til, nemlig at få sat gang i nogle løsninger, så nogle af bekymringerne kan komme ud af verden.
På trods af, at Claus let synes, det bliver for meget, hvis der er mange mennesker, larm og tumult omkring ham, har han faktisk fungeret som stedfar for en dejlig ung pige, som er datter af en tidligere kæreste. Støttet af resten af familien har han bevaret en tæt kontakt til denne pige, som han opfatter som sin datter, 8 år efter forholdet til hendes mor gik i stykker. Igen, et engagement man kunne ønske sig, mange stedforældre uden diagnoser havde over for deres stedbørn. Claus har ikke selv fået børn – og jeg er for gammel til at få flere, ud over de to voksne sønner, jeg har. Om vi kunne fungere som forældre i dag med de udfordringer, vi hver især har, ved jeg ikke. Jeg tror det, hvis omstændighederne var de rette. Claus er kommet ind i mine sønners liv, da de var store teenagere, og han har derfor ikke haft en farrolle over for dem, og det ville formentlig være for meget for ham at bo sammen med 2 teenagere. Måske skulle mange sammenbragte familier uden diagnoser overveje, om det bedste altid er at bo under samme tag – igen nogle overvejelser, vi pga. sygdom er tvunget til at have, men som mange andre par med fordel kunne gøre sig.
Hvis Claus virkelig er oppe at køre i en kreativ fase og ikke har sovet et par dage, kan han godt få tendenser til det, der kaldes magisk tænkning https://books.google.dk/books?id=2. Nu er der jo også ganske mange, der ikke lider af skizofreni, der tror på mere mellem himmel og jord, så det tager jeg med ro. Når Claus får sovet, bliver han mindre magisk – i hvert fald i klinisk forstand.
Claus afstår fra enhver form for rusmidler, bortset fra alkohol et par gange om året til fester. Han ved, at han bliver psykotisk, hvis han ryger hash, og det ønsker han ikke – og hvem kan klage over en partner med så fornuftigt et forhold til euforiserende stoffer?
Jeg har aldrig oplevet Claus psykotisk, men han har også været medicineret gennem hele vores bekendtskab og er det stadig. Jeg støtter ham dog i en langsom, overvåget udtrapning af antipsykotisk medicin, fordi jeg ved, at de ydre omstændigheder har utrolig meget at sige for, hvor tydelige symptomerne på ens psykiske sygdom er. Der er jo milevid forskel fra den vrede, unge mand, der pga. hashpsykoser fik en skizofrenidiagnose, og så den rolige, voksne mand, der tager ansvar for sit liv og sin trivsel og som er opmærksom på tegn på forværring af sygdommen. Jeg har en enorm respekt for sygdommen og ville med det samme bakke op om en pause i udtrapningen, hvis jeg oplevede de mindste tegn på tilbagefald – og jeg ved, Claus ville lytte til mig.
Claus har, som mange andre skizofrene, været plaget af medicinrelateret overvægt i al den tid, jeg har kendt ham, og lider under deraf følgende livsstilssygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesteroltal. Jeg er ikke selv en streg i luften, og jeg forsøger at støtte Claus i en sundere livsstil – fordi jeg håber at få min. 40 gode år sammen med ham, og fordi vi fik en alvorlig advarsel sidste år i form af en forbigående blodprop. Samtidig ved jeg dog godt – igen fordi jeg selv slås med psykiske udfordringer – at det kan være enormt svært at ændre på sine mønstre, især hvis der er mange mønstre, der kræver ens opmærksomhed på én gang; og det er der, hvis man skal leve et godt liv med skizofreni. Derfor tager jeg hatten af for, at Claus tilbage i 2012 tog på livsstilshøjskole og tabte mange kilo – et spring ind i De Normales verden, hvor fokus ikke var på psykiatri, men hvor det selvfølgelig viste sig, at ingen jo bliver livstruende overvægtig, uden at der ligger psykologiske mekanismer bag.
Egentlig synes jeg, det er en gave, at vi ser forbi de overfladiske barrierer, som mange uden diagnoser lader sig diktere af mht. valg af partner, både mht. vægt og div. små særheder. Adskiller min beskrivelse af vores velfungerende parforhold sig så meget fra andre par, hvor ingen af parterne har psykiske udfordringer? Det tror jeg egentlig ikke. Om ens indbyrdes forskellighed skyldes en diagnose eller andre ting, er nok ikke det, der afgør forholdets bæredygtighed.
