Tidligere skizofreni-patient: Hvis jeg har et problem, angriber jeg det

Mads Fabricius kæmpede en hård kamp mod skizofrenien, men vandt den takket være sport. Det har gjort ham stærkere, og han er opsat på at blive ved med at tage de udfordringer op, som han bliver ved med at støde på i forbindelse med sygdommen.

Af Sofie Helene Grue

Mads Fabricius led i mange år af skizofreni. Han var ramt af en voldsom trang til at isolere sig fra omverden, han blev dybt psykotisk og mistede til sidst evnen til at tale. Mads Fabricius kommer oprindeligt fra Ærø og flyttede som 16 år hjemmefra og til Svendborg for at gå i gymnasiet der. Det var her i hans lille kollegieværelse, at han begyndte at trække sig tilbage fra omverdenen. Først efter at han var blevet psykotisk opdagede hans forældre, at der var noget fuldstændigt galt. Mads Fabricius blev indlagt på børne– og ungdomspsykiatrisk afdeling i Odense, men indlæggelsen gjorde det kun værre for ham.

“Jeg havde det elendigt der, jeg ville bare gerne være alene. Især behandlerne – de var de værste. Jeg var paranoid, følte mig forfulgt og troede, at behandlerne var nogle frygtelige mennesker, der ville mig ondt. Jeg blev enormt stresset og fik det kun værre”, siger Mads, der senere mod lægernes vilje udskrev sig og flyttede hjem til sine forældre.

Den første løbetur
Han kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker – ikke engang sine egene forældre. Så der sad Mads Fabricius på et lille loftsværelse for sig selv. Her sad han i fem år. Han kunne stadig ikke tale, men havde alligevel samtaler med en psykiater. Psykiateren blev ved med at påpege, at Mads Fabricius ville have godt af at dyrke noget motion. Langsomt tog han opfordringen til sig.

En nat for seks år siden tog den dengang 22 årige og overvægtige Mads Fabricius et par løbesko på og sneg sig ud til vejen for i beskyttelse af mørket at løbe en tur.

“Jeg tror, jeg løb 500 meter, og så faldt jeg om og lå i grøften og måtte kravle hjem igen, men da jeg kom hjem, kunne jeg godt mærke, at der var noget godt ved det. Det gjorde noget, så jeg forsøgte igen”, siger han.

Mod til at fortsætte
Mads Fabricius fik mod til at fortsætte med sporten. Siden dengang har han lavet en masse flotte resultater i løb, triatlon og cykling. Han trænede sig selv op. Det var hårdt for medicinen havde gjort ham overvægtig, og han havde ikke rørt sig ret meget i fem år. Men Mads Fabricius havde fået mod på at fortsætte med motionen og, med tiden gik han fra den ene ekstreme tilstand til den anden. Pludselig løb han træningsture på 70 kilometer dagligt.

“Jeg tror, at det udviklede sig til en tvangstanke. Når jeg løb og så mig over skulderen, så kunne jeg se skizofrenien bag mig. Den jagtede mig og ville indhente mig, hvis ikke jeg løb. Det var en meget stærk motivation”, siger Mads Fabricius.

Han er sikker på at sport hjalp ham til at komme sig, men havde så travlt med at blive rask, at han ikke registrerede, hvad der egentlig skete med ham under hans behandlingsproces. Derfor har han startet et nyt projekt, som skal forsøge at finde et svar på det.

“Jeg tænkte ikke over, hvad jeg gjorde. Det var sådan ret Forrest Gump-agtigt: Jeg løb bare”, siger han og tilføjer “Jeg havde ikke noget imod, at kroppen havde det hårdt, så længe at tankemyldret blev holdt væk”.

Jonglerer med to retssager og et pilotprojekt
Ulla Lindgren, socionom og centerleder for PsykInfo i Middelfart, siger i et interview til Politiken, at Mads Fabricius er unik. Både som person og som patient.

“Det han gør, er så krævende, at de færreste kan leve op til det, uanset om de er syge eller raske”, siger hun.

Mads Fabricius har lige nu to retssager kørende. En mod den danske stat og en mod de sociale myndigheder. Samtidig er han i gang med sit nye projekt: Biking the Atlantic.

“Jeg føler mig meget hærdet. Det er så klichéagtigt, men jeg tror på det gamle ordsprog: Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig kun stærkere”, siger han.

Det efterlader nu den kun 28 årige Mads Fabricius med et nyt pilotprojekt, som skal være med til at vise, hvad sport gør for psykisk syge med skizofreni og to store retssager, hvor den ene kommer for EU-domstolen inden for de næste to år.

“Jeg vil ikke acceptere, at de ser mig som syg”

Mads Fabricius startede de to retssager, fordi han føler sig diskrimineret af det offentlige, der rent juridisk ikke ser ham som rask. En psykisk syg patient, der er erklæret rask, får nemlig omskrevet sin diagnose, men slipper ikke helt af med den. Diagnosen lyder på “Skizofreni i komplet remission”.

Det giver komplikationer med mange offentlige instanser. For det betyder, at selvom Mads Fabricius er erklæret klinisk rask, så ser alle myndigheder og offentlige institutioner undtagen sundhedsvæsenet på det som om, at han stadig er syg. Det betyder, at ikke bare en skizofrenipatient som Mads Fabricius men at alle, som får stillet en diagnose, der henviser til en psykisk lidelse aldrig kan få lov til at slippe den igen. Juridisk.

“Jeg vil meget gerne være pilot, men jeg må ikke tage et flycertifikat, fordi luftfartsmyndighederne tolker min status som om, jeg stadig er syg, selvom jeg ikke er det”, siger Mads Fabricius.

Han har fundet ud af, at dette er imod FN’s handicapkonvention. Tidligere psykisk syge har krav på at blive behandlet på lige fod med alle andre raske mennesker, der aldrig har været syge, men det bliver de ikke.

“Det er drøn ulovligt, det staten udsætter os tidligere psykisk syge for”, siger han og hæver stemmen en smule.

Mange har opfordret ham til at lade sagen ligge. I forbindelse med hans arbejde indenfor psykiatrien har også Poul Nyrup rådet Mads Fabricius til at stoppe, men det kan han ikke.

“Jeg nægter at lade mig underdreje, jeg nægter at opgive mig selv, det gør jeg jo, hvis jeg accepterer, at de ser mig som syg”, siger han til Politiken.

Læs også: http://skizofren.dk/tidligere-skizofren-laegger-sag-an-mod-den-danske-stat-for-diskrimination/

Artiklen er fundet på: http://sofiegrue.dk/artikler/problem.pdf – Ved du, hvordan det videre forløb med retssagerne gik, så skriv gerne en kommentar her under.